2. Decentralisering

Antallet af private arbejdspladser pr. 1000 indbyggere er stort set det samme i Ringkøbing-Skjern som i København. Forskellen i beskæftigelsen skyldes de offentlige arbejdspladser. De er i øjeblikket koncentreret om København. Statslige arbejdspladser skal derfor over en årrække fordeles mere jævnt over hele landet. Planloven skal ændres, f.eks. skal det gøres nemmere at drive virksomhed i nedlagte landbrug og eventuelle bebyggelser nær kysterne skal være en lokal afgørelse. De videregående uddannelsespladser skal også fordeles over hele landet. Indførelse af taxametersystemet og fusioner mellem uddannelsesinstitutionerne har gennem de senere år reelt resulteret i at større områder i Danmark har få eller ingen uddannelsespladser. Denne udvikling skal rulles tilbage. De lokale uddannelsesinstitutioner (f.eks. pædagogseminarier) skal genetableres jævnt fordelt over hele landet.